VM i Slovenien

Så kom vi alligevel ikke til VM i Slovenien

 

Netop som vi kørte ind på parkeringspladsen hos Mads tirsdag den 13. september ringer min telefon. Det er Kim Andreasen fra Køreudvalget ”Der er sket en kommunikationsfejl mellem Lipica og FEI, og det betyder, at du og Amanda alligevel ikke kan starte i VM. Indtil nu ved vi ikke andet end, at det er fordi Danmark ikke stiller med et hold, selv om det netop var det spørgsmål, som Lipica svarede positivt på, da Pia spurgte. FEI opdagede det i dag, da der var Final entry og alle tilmeldingerne kom ind. Schweitz og Frankrig har også meldt kuske til, så nu tilbyder de at lave en særlig klasse for jer uden for VM, og så kan I sidde om aftenen og se, hvor I ville være blevet placeret i VM’et.” Sådan en melding tager man lige tælling på, så vi aftalte at ringes ved dagen efter.

Resultatet blev, at vi bliver hjemme, og i går blev tiden så brugt på at aflyse alle de bookninger, der var foretaget for turen, samt lave en opgørelse over økonomien i ”projektet”.

For nu alligevel at bruge tiden på noget fornuftigt i næste uge, starter vi så i finalerne i DressurCup og TopCup i næste weekend.

 

 

Vi skal til pony -VM i Slovenien

 

Mandag aften den 15. august kører Niels og jeg en dejlig tur i Grib Skov. Pludselig ringer telefonen. Det er Pia Skar fra Køreudvalget i Dansk Køre Forbund. ”Vil I med til VM i Slovenien i uge 38?” spørger hun. Vi var sammen med Amanda Justesen reserver for 1-spandene, Peter Koux og Kristina Klindt, og nu havde stævneledelsen i Lipica besluttet at invitere 2 spand mere med fra hvert land, der havde tilmeldte kuske i en eller flere klasser. Svaret var selvfølgelig et rungende ”ja”, og så havde vi ellers noget at snakke om på resten af turen.

For at komme ind i Slovenien med sin pony, kræves en blodprøve der viser, at ponyen ikke reagerer positivt på en Coggins-test, så allerede tirsdag fik vi fat i dyrlægen. Sygdommen har ikke været i Danmark i mange år, og Dancer var da også negativ i testen.

Hvor ligger Lipica og hvor langt er der, var det næste, vi skulle finde ud af. Google Earth er en stor hjælp her. Lipica stutteriet  (lippizanerstutteriet, der  er knyttet til Den Spanske Hofrideskole) ligger i hjørnet ved Adriaterhavet tæt på den italienske by Trieste. Fra Lynge til Lipica er der ca. 1450 km, så det bliver en rejse på 2 dage. Vi kan komme ind på stævnepladsen mandag formiddag den 19. september, og da vi helst vil køre om dagen, har vi planlagt at starte turen ved 4-tiden lørdag morgen, tage færgen Gedser-Rostock og så videre til byen Gera, der ligger syd for Leipzig. Her har vi tidligere gjort holdt på en lille hingstestation, hvor Dancer får en stor box for natten og hvor vi kan bo på et lille hotel i nærheden. Søndag morgen igen meget tidligt op og af sted via Passau, Salzburg, Lubliana og slutte dagen på et feriested med heste, hvor både Dancer og vi kan bo. Det ligger ca. 30 km fra Lipica, og vi fandt det ved at skrive til stævneledelsen og spørge, om de kendte et sted i nærheden, hvor vi kunne overnatte mellem søndag og mandag.

Så er kredsdyrlægen bestilt til at komme fredag den 16. september og kontrollere, at Dancer er den, han giver sig ud for, og at han kan klare transporten. Det får vi på tryk, og dokumentet gælder i 10 dage, så vi skal have et nyt udstedt i Slovenien for at komme hjem igen.

 

Arnild, Niels og Dancer Hit
 
www.lipica2011.si/en/competition-information/programme

Niels, Arnild og Dancer Hit.